Healing og Trommerejser.
Når jeg laver en shamanistisk healing, ved jeg ikke på forhånd, hvilken teknik jeg vil bruge. Jeg starter med at kontakte min healing hjælper, og derefter er det ham, der guider processen. Den eneste undtagelse fra dette, er at lære den enkelte selv at rejse til åndeverdenen for at møde sit kraftdyr, hvilket, jeg altid synes, er en god idé. Shamanistisk healing handler om at genoprette balance.
Grunden til at man er syg er, at balancen er blevet brudt. Der kan være flere grunde til denne ubalance og derved også flere teknikker, man kan bruge til at hjælpe med at genoprette balance. En af de mest almindelige former for ubalance er ikke at være forbundet. Dette kan resultere i, at man føler, man mangler kraft og styrke i sit liv, og føler sig alene selvom man er sammen med andre mennesker. For at hjælpe på det, kan man gøre brug af forskellige former for healing:
Kraftdyr
En mulighed er at hente et kraftdyr til den enkelte. Det kan både være noget jeg gør, men i de fleste tilfælde vil jeg anbefale, at man selv med min instruktion lærer at rejse til åndeverdenen for selv at møde sit kraftdyr.
Soul Retrieval
En anden type healing er soul retrieval (hentning af tabte sjæledele). Shamanistisk set har vi som mennesker en sjæl, men denne sjæl kan også være delt op af mange mindre dele. De fleste mennesker oplever i deres liv at miste en del af sig selv, det kan være i forbindelse med mere eller mindre traumatiske hændelser, afbrudte kærlighedsforhold, jobskifte, flytning eller andre store begivenheder.
Ofte beskriver folk at de rent fysisk kan mærke et hul i sig selv. I de tilfælde bliver en del af ens sjæl tilbage i de omstændigheder for at hjælpe én med at komme videre. Nogle gange tager sjæledelen også helt eller delvist hukommelsen om begivenheden med sig. Somme tider kommer sjæledelen tilbage af sig selv med tiden, men ved at tage kontakt til den manglende sjæledel kan jeg i mange tilfælde bringe det med tilbage til den enkelte. For at den vælger at blive, kræver det, at den enkelte er klar til det.
Andre Healingsteknikker
Andre healingsteknikker kan være extraction (fjernelse af uønsket kraft), forskellige former for lydhealing ved brug af sang, tromme, didgeridoo eller rasle, og derudover guider min healinglærer eller andre hjælpere mig fra tid til anden i mere specifikke healinger, der passer til den konkrete situation.